Bag kulisserne: sådan gennemgår vi et format, før vi underviser i det

Når jeg skal gøre et digitalt format klar til undervisning, begynder jeg ikke med at læse om det. Jeg begynder med at spørge, hvad en almindelig bruger faktisk gør med det på en tirsdag aften. Hvor længe bliver hun, hvad klikker hun på, og hvornår lukker hun ned igen? Det lyder banalt, men det fjerner meget støj. Mange beskrivelser af formater handler om, hvad de kan, mens kurset handler om, hvordan de bruges.

Derfor har jeg en fast ramme, jeg bruger på korte videoer, podcasts, nyhedsbreve og andre formater. Den har fire rubrikker: hvad formatet kræver af den, der laver det, hvad det kræver af den, der modtager det, hvilke vilkår platformen sætter, og hvad vi ikke ved endnu. Den sidste rubrik er den vigtigste, for den holder mig fra at lyde mere sikker, end jeg er.

• Hvad kræver formatet af skaberen?
• Hvad kræver det af modtageren?
• Hvilke vilkår sætter platformen?
• Hvad ved vi ikke endnu?

Jeg afprøver formaterne selv, før jeg underviser i dem. Jeg følger nogle podcasts i en måned, abonnerer på nyhedsbreve og ser korte videoer med notesblokken åben. Ikke for at blive ekspert, men for at mærke, hvor friktionen sidder. Et nyhedsbrev kan se enkelt ud udefra og føles tungt i indbakken, hvis det kommer for ofte. En podcast kan virke åben, men kræver tid, som mange i vores målgruppe ikke har i løbet af dagen.

Jeg skriver korte noter undervejs: hvornår droppede jeg ud, hvad fik mig til at vende tilbage, og hvad irriterede mig. Noterne er subjektive, og det siger jeg også til holdet. De er ikke data, men en vej ind til gode spørgsmål, som deltagerne bagefter kan undersøge systematisk med andre end sig selv som kilde.

• Følg formatet over flere uger, ikke et enkelt døgn
• Skriv, hvornår du dropper ud, og hvorfor
• Marker, hvad der er dit eget indtryk, og hvad der er målt

Platformenes vilkår er den del af arbejdet, der ældes hurtigst. Længden på en video, måden et indlæg bliver vist på og reglerne for, hvad man må, kan ændre sig fra et kvartal til det næste. Derfor skriver jeg altid, hvornår en beskrivelse er set sidst, og jeg bygger øvelserne, så de virker, selv om en detalje har flyttet sig. Deltagerne lærer at læse vilkår som en kilde med udløbsdato.

Jeg bruger også tid på at skelne mellem platformens egne udmeldinger og det, brugerne oplever. De to passer ikke altid sammen. En platform kan beskrive en funktion som noget, der skal øge samtalen, mens brugerne mest bruger den til at scrolle forbi. Begge dele er brugbart stof, så længe man ved, hvem der siger hvad, og hvorfor.

En færdig øvelse på kurset er lille og konkret. Deltagerne får to formater, for eksempel et nyhedsbrev og en kort lydserie fra samme emneområde, og skal beskrive, hvem hvert af dem passer til, og hvad det koster at lave. De arbejder to og to, og jeg går rundt og stiller spørgsmål frem for at give svar. Typisk opdager de selv, at deres første beskrivelse hvilede på et gæt om målgruppen.

Bagefter sammenligner vi på tavlen. Her er der ingen rigtige svar, men der er bedre og dårligere begrundelser. Den, der kan pege på en kilde eller sige ærligt, at hun mangler en, får et nik fra mig. Den, der konkluderer, at et format vil slå an, får et spørgsmål om, hvad hun bygger det på. Det er den vane, jeg helst vil have med hjem.

• To formater, én målgruppe
• Beskriv behov, omkostning og forbehold
• Sammenlign og begrund på tavlen

Der er ting, jeg ikke tager med, selv om de er fristende. Jeg lover ikke, at et format vil række bredt, og jeg gætter ikke på, hvilket der kommer til at dominere næste år. Det ville gøre undervisningen mere spændende at høre og mindre ærlig. I stedet viser jeg, hvordan man holder et format op mod egne mål og egne ressourcer, og hvordan man sætter ord på usikkerheden.

Jeg lader også de allernyeste formater vente, til der er nok brug at se på. Et format, som kun nogle få har prøvet, fortæller mere om nysgerrighed end om vaner. Det kan godt være sjovt at nævne, men det skal markeres som tidligt og tyndt belagt, så ingen tager det med ind i en præsentation som en sikker iagttagelse.

Det, der bliver tilbage hos deltagerne, er sjældent en liste over formater. Det er en måde at gå til dem på: spørg til brug, læs vilkårene med datoen for øje, prøv selv, og skriv forbeholdene ned. Flere fortæller, at det er forbeholdene, kolleger lægger mærke til, når de fremlægger, fordi de gør resten mere troværdigt.

Når efteråret går på hhæld, får jeg ofte spørgsmål om, hvad der skal prioriteres i årets sidste uger. Mit svar er at vælge ét format, følge det grundigt og beskrive det ærligt, frem for at overfladeskimme fem. Det giver et bedre grundlag for en samtale i det nye år, uden at nogen skal love noget om fremtiden.

• Spørg til brug før funktion
• Notér hvornår vilkår er læst
• Vælg ét format og følg det tæt